5. april 2020

PALMESØNDAG

Påsken begynder med Palmesøndag. Det er en glad dag. Jesus rider ind i byen Jerusalem. Han rider på et æsel og folk er glade. De skærer grene af palmetræerne og står og vifter med dem, som vi ville stå og vifte med flag. De tager deres kapper af og lægger dem på vejen ud foran Jesus, så han og æslet går på kapperne, sådan som vi lægger en rød løber for specielt fine gæster.

Folket hylder Jesus som en konge. De ser ham som deres befrier. Og de håber på, at han vil komme ind i byen, smide romerne på porten, fjerne ondskaben og skabe et nyt liv og bedre vilkår for dem. De ser ham som deres konge, som deres befrier og de sætter deres håb til ham.

Scenen er som i en klassisk westernfilm, hvor en ensom cowboy rider ind i byen, ordner alle problemerne og til sidst rider hjem i solnedgangen.

Jesus er som den fremmede i byen. Og folket håber og tror, at når han som deres konge og befrier kommer til dem, så vil han komme ridende på et æsel. Det har de nemlig lært gennem de gamle profeteres fortællinger i deres religiøse tekster. Derfor jubler de, da Jesus kommer på sit æsel, sådan som de har fået fortalt at det vil ske, og nu venter de på, at han starter et opgør med byens magthavere.

Og det gør Jesus: Han har opgør med byens folk. Han diskuterer. Han fortæller lignelser. Og de ledende i byen er hver gang skurkene i fortællingerne og i diskussionerne.

Derfor bliver magthaverne i byen vrede. De taler med hinanden om, at Jesus bringer forvirring og uro med sig. Og de beslutter at slå Jesus ihjel.

De får uventet hjælp fra en af Jesu egne disciple: Judas kommer hen til dem og spørger: ”Hvor meget vil I give mig for at angive Jesus til Jer?” De kigger skeptisk på ham, for han jo en af Jesu venner. Men Judas er vedholdende; han vil angive Jesus, hvorfor er uklart, og magthaverne svarer ham: ”Du kan få 30 sølvpenge, hvis du vil angive Jesus til os.” Og så aftaler de, at Judas finder et passende tidspunkt i de følgende dage til at forråde ham.

Og så er scenen sat til Skærtorsdag!


9. april 2020

SKÆRTORSDAG

Scenen i dag er, at Jesus mødes med sine disciple for at spise et sidste måltid med dem. De er der alle sammen – de tolv disciple og Jesus – og Jesus starter med gøre noget, der er meget ulig hvad konger plejer at gøre: Han insisterer på at vaske sine disciples fødder inden måltidet.

Det er ikke første gang, at Jesus sætter fødderne i fokus: ”Følg mig.” ”Gå ud i verden.” ”Jeg er vejen” – underforstået den vej, som vi kan vælge at gå.

Man kan stemme med fødderne, hvis man køber bestemte ting. Man kan være på god fod. Man kan have en bestemt levefod. Vi laver fodfejl og man kan træde i spinaten. Vi kan også træde hinanden over tæerne. Og man kan føle, at man har fod på det hele.

På den tid var det værtens opgave at sørge for, at gæsternes fødder blev vasket. Og det var slaverne, der blev sat til det. Men denne dag er det altså Jesus, der vasker fødderne. Han sætter sig selv i de nederstes sted, og han vasker snavs af fra de mange skridt, som disciplene har gået og lader snavset blive skyllet ned i et fad, og så tørrer han disciplenes fødder af med et klæde.

Langfredag hang Jesus på korset med et klæde om livet. Jeg tror at det var det samme klæde, som han brugte til at tørre disciplenes fødder med Skærtorsdag.

Det klæde må efter fodvaskningen have været fyldt af spor efter snavset fra disciplenes fødder. Og jeg tror, at det klæde også bærer spor efter mit snavs, mine svigt og mine fejltrin.

Det klæde tager Jesus med sig op på korset og ind i graven, hvor det blev liggende, så at også mine fødder igen kan stå rene og fine, klar til at vandre videre i livet.

For det gælder ikke om at have fod på livet, men om at vandre i livet. Det gælder om at gå ud og søge andre mennesker, at søge efter kærligheden.


10. april 2020

Langfredag er den dag, hvor vi markerer, at Jesus blev korsfæstet, døde og blev begravet. Derfor er det en afdæmpet og sørgmodig dag i kirken.

BØN TIL DAGEN:

Jesus fra Nazareth,
du går ad smertens vej
på vej til kors og grav,
og kvinderne græder over dig.
Tak fordi du græder for os.
Du hænger på korset
beder for dine bødler
og lover forbryderen en plads i paradiset.
Lær os at passe godt på hinanden.
Giv os tro på, at alt er sket
som din og vores far vil det.
Amen.


11. april 2020

Mens vi venter på påskemorgen, lytter vi til tonerne af Hil dig, Frelser og Forsoner. Vores kirkemusiker Jesper Bauder har indspillet salmen.

 


12. april 2020

Glædelig påske! Nedenfor kan du se en påskehilsen fra Anette og dagens prædiken.


PÅSKESØNDAG

Pianomand er navnet på en sang, som nu afdøde Kim Larsen engang skrev. Den handler om, hvor hans afdøde ven mon befinder sig, nu da døden har taget vennen. Kim Larsen spørger: ”Er der koldt og mørkt i den sorte grav eller stråler himlen som det klareste rav? Er der sang og musik i de dødes land, og swinger det – Pianomand?”

Det er et godt spørgsmål – er der liv og glade dage i efterlivet? ER der overhovedet et efterliv eller er der bare koldt og mørkt og absolut intet på færde, når vi er døde?

En morgen i februar satte mine konfirmander sig ned og skulle tegne det, de troede der sker, når vi engang dør. Det kom der mange forskellige tegninger ud af, og de fordelte sig i tre motivgrupper:

Første og anden motivgruppe var de håbefulde. De første tegnede noget der mindede om himlen og en port ind til himlen og også nogen, der tog imod den døde. Den anden gruppe tegnede den dødes krop, hvorfra sjælen steg op og fløj væk.

Tredje motivgruppe var skeptikerne. De tegnede en gravsten eller en kiste med den døde i og ikke mere. Det med et liv efter døden var for underligt! Det troede de ikke på – når man var død, så var man død.

Jeg havde engang en teologi-professor, der betegnede de fleste af os danskere som ”påskelørdags-kristne.” Med det mente han, at nok betegner mange sig som kristne, men det der med at Jesus genopstod fra de døde påskemorgen, det er nu lige at stramme den!

Mange af os er som de skeptiske konfirmander. At være ”påskelørdags-kristen” betyder, at vi stadig står tilbage ved Jesu grav påskelørdag og ikke har troen på, at han genopstod fra de døde dagen efter.

For det kan jo ikke bevises. Det kan ikke måles og vejes. At Jesus rejste sig fra gravens mørke og gik ud i lyset igen påskemorgen, det kan vi ikke bevise. Troen på at vi alle rejser os fra gravens mørke, når vi dør, det kan vi ikke bevise. For det har ikke noget med naturvidenskaberne at gøre. Det har ikke noget med det, vi kan måle og veje at gøre.

Det er noget helt andet, der er på færde, for det er troens område. Og derfor er der heller ikke modsætninger imellem at arbejde med naturvidenskab og tro, for de to ting drejer sig om to vidt forskellige genrer. Og derfor behøver vi ikke at tage hovedet under armen, når vi taler om tro eller når vi går i kirke. For man kan sagtens være stærk tilhænger af naturvidenskaberne og samtidig kristen. Og man kan sagtens mene, at The Big Bang har været og samtidig læse bibelen med stor fornøjelse.

Med fortællingen om påskemorgen er vi blevet givet troen og håbet på, at Jesus, Guds søn, genopstod for vores skyld, og han på den måde viste os, hvad vi kan møde, når vi selv møder døden.

Og da vil svaret på Kim Larsens spørgsmål i sangen Pianomand være, at der IKKE er koldt og mørkt i den sorte grav, men at vi derimod møder noget godt, noget varmt, noget kærligt. Så stråler himlen som det klareste rav? Ja, det har vi i hvert fald fået lov til at tro på.


13. april 2020

2. PÅSKEDAG

Påsken handler om at Jesus opstod fra de døde.

Opstandelsesberetningen er så utrolig, at selv øjenvidnerne dengang havde svært ved at tro på det.

I stedet for at tro er Maria Magdalene helt låst fast i sin sorg. Hun kan ikke tro det utrolige. Selv ikke da hun ser to engle klædt i hvidt, som sidder i den tomme grav – ikke engang ved dét syn har hun fantasi til at forestille sig en anden forklaring, end at nogen må have flyttet den døde Jesus.

Ikke engang da hun kort efter står ansigt til ansigt med den opstandne Jesus kan hun forstå det. Hun spørger ham derimod anklagende, hvor han har lagt Jesu døde krop, for hun tror, at han er havemanden. Hun bliver først klar over, at det ER Jesus, da han taler til hende.

Opstandelsesberetningen er så utrolig, at selv de, der var øjenvidner på Jesu tid, havde svært ved at tro deres egne øjne. Og dét er et kærligt skulderklap til os alle, når vi tvivler.

For hverken en bortvæltet gravsten, en tom grav, sammenrullede ligklæder, to engle eller mødet med den opstandne – intet af det skaber nødvendigvis nogen som helst tro, det ser vi ved at se på Maria Magdalene.

Man kan måske i de her dage tænke, at hvis bare man selv havde været til stede ved graven, hvis bare man havde set det samme som de, at mon ikke det så var lettere at tro på opstandelsen? Men Maria Magdalene viser os i dag, at det ikke nødvendigvis er tilfældet.

For tro er mere end beviser. Tro er at turde vove sig ud på dybt vand. Tro har at gøre med det, der ligger uden for det målbares grænser, men som samtidig er en del af det, der er af allerstørste betydning i menneskers liv.

Opstandelsen er som et øjeblik af nærvær, som en evig påmindelse om, at trods døden, så er og bliver kærligheden størst. Og døden får ikke lov at få det sidste ord.

Billede: Sieger Köder “Maria von Magdala am Grab”