GRUNDET CORONA:

Kære menighed.

Corona-virus har ramt vores land og meget er forandret lige nu.

Det er det også i kirken:

  • Alle gudstjenester er aflyst frem til og med 13. april.
  • Sognehuset er lukket, arrangementer er aflyste og der er ingen adgang i sognehuset til og med 13. april.
  • Konfirmationsforberedelse er aflyst til og med 13. april.
  • Konfirmationerne er flyttet til søndag d. 21. juni kl. 9 og kl. 10.30.
  • Dåb, vielse og begravelse er fortsat mulige under ændrede forhold. Du kan se de opdaterede vejledninger på Haderslev Stifts hjemmeside, hvor du også kan læse biskoppens løsenord. www.haderslevstift.dk
  • Præsten er som altid tilgængelig for sjælesørgeriske samtaler: mobil 20578022 mail: arh@km.dk

Der er også mulighed for sjælesorg på nettet via tjenesten Sjælesorg på Nettet www.sjaelesorg.nu


HILSNER FRA PRÆSTEN

29. marts 2020

I denne uge løb jeg tør for ord. Der var ikke rigtigt noget at komme efter. Ingen ord kom frem på papiret, som de ellers plejer at gøre.

Allerede mandag eftermiddag blev modløsheden ligesom slået fast med syvtommerssøm: Statsministeren holdt pressemøde og forlængede den nuværende nedlukning af Danmark til og med den 13. april.

Og også børnene fornemmede det og reagerede med konflikter og skænderier ved udsigten til lang tid endnu uden venner, naboer og den øvrige families selskab.

Statsministerens udmelding var hverken uventet eller forkert, og alligevel var den svær at sluge.

Så midt i ugen, da børnene var lagt i seng og min kære mand var optaget af corona-fitness-træning på stuegulvet, sad jeg og samlede på gode ord fra de mange præster, der for tiden lægger ting op på nettet. Og jeg faldt over en, der talte om ordene ”hver dag har nok i sin plage”.

Det er ord, som Jesus udtalte for længe siden. Og det er ord, der egentligt betyder: Lad i morgen passe sig selv! – og giv så dig selv lov til at være til stede lige nu og her.

Der er nok at bekymre sig om lige nu: Hvor mange bliver syge? Hvor mange mister job og måske også hjem? Hvad er det for et Danmark vi står tilbage med, når denne undtagelsestilstand er overstået? Hvordan kommer det til at gå med verdens-økonomien?

Og ind i alt det lyder ordene fra Jesus: ”Hver dag har nok i sin plage.” Og det har han jo ganske ret i – det er helt tydeligt lige nu!

Ordene fra Jesus er en måde at sætte os fri af bekymringernes spændetrøje. Han pegede på muligheden for at lade i morgen være i morgen og så i stedet være til stede lige nu.

Og der har nok aldrig været et bedre tidspunkt at øve os i det end lige nu, hvor vores hverdag og liv er sat på pause!

Vi kan ikke lægge en eneste dag til vores liv ved at bekymre os, tværtimod. Men vi kan øve os i at være tilstede her og nu i en tid, hvor omsorg og nærvær er i meget høj kurs.

Så ring til en du kender, som du ved sidder alene. Eller send et brev. Eller lad børnene klippe gækkebreve til bedsteforældrene. Hvad som helst, der kan sætte fokus på tiden lige nu og som kan gavne lige nu.

Og giv så slip og lad myndighederne om at bekymre sig – bare for en stund – så livet stadig kan sprudle og flyde over med glæde og nærvær. For det har vi også brug for.

Kærlig hilsen Anette.


22. marts 2020

Så blev det søndag. I dag har vi hejst flaget i vores flagstang ude i forhaven. Det gør godt at markere glæden. At insistere på de gode ting, selv om dagene også rummer længsel efter familie og venner, længsel efter frihed til at gøre hvad man vil og uro over hvad fremtiden bringer.

Når ikke arbejde og hjemmeundervisning har fyldt det hele, så har vi været i haven. Vinterens tørre grene er klippet ned. Persille og spinat er sået udenfor, andre ting er sået i varmen indendørs og spirer snart frem. Planterne er ved at vågne. Foråret bryder frem. Og rabarberne er kommet op!

Jeg gik udenfor i går og lagde spinatfrøene i jorden på en lille, varm plet. Tænk sig, at sådan et lille frø kan rumme så meget! Og så gik jeg og tænkte på, at det er paradoksalt som naturen vågner lige nu, hvor samfundet samtidig lukker ned.

Apropos de små frø, der er sået i jorden, så kan troen måske sammenlignes med dem. De ligger der, skjult for verden, gemt væk fra himlens stjerner, og spirer. Det er ikke en præstation, det er ikke en opvisning. Det er blot liv, der vokser og gror på trods af mørke og kulde og isolation.

At have en tro som et lille frø, det er at være i det, der er. Det er at være i livets barske natur, at være midt i foråret, at være ene, at føle kulde og mørke og så alligevel give plads til livet. At leve med at være et lille menneske midt i den store sammenhæng.

Vores opgave er kærlighed. Vores hænder kan få vores planet til at emme af kærlighed. Selv om vi må være på afstand af hinanden.

Lige nu tager isolation og ensomhed mere plads, end vi er vandt til. Vi er midt i livets barske natur, hvor forårets solstråler alligevel kræver deres ret og kæmper sig indenfor.

Verden er lige nu præget af uvished og frygt. Og selv midt i det, oplever vi sang fra altaner og hjælpende hænder til dem, der trænger.

Glæden og troen på Gud og på det gode er som frøet i jorden; det spirer frem også på de mest forbavsende og ufremkommelige steder.

Kærlig hilsen Anette.


18. marts 2020

GODFORMIDDAG DERUDE

Dagene ruller forbi, hver med sine nye corona-meldinger og nye tiltag at forholde sig til. Det synes endeløst.

Tålmodigheden bliver sat på prøve i huse med mange mennesker afskåret fra den almindelige dagligdag. Kærligheden bliver sat på prøve.

Overbærenheden bliver sat på prøve.
Glæden bliver sat på prøve.

En bøn kan for nogle være til hjælp. Den kunne lyde sådan her:

Herre, hjælp mig med at søge,
ikke så meget at blive trøstet som selv at trøste,
ikke så meget at blive forstået, som selv at forstå,
ikke så meget at blive elsket, som selv at elske.

Pas på hinanden. Kh Anette.


16. marts 2020

Kære Bredsten.

Jeg sidder hjemme på Fyn pga. situationen. Min tlf. er som altid åben for samtaler. Her er lidt skriblerier fra skrivebordet. Pas godt på hinanden.

Kærlig hilsen Anette præst

MIDT I EN CORONA-TID

Så blev mandagen sparket igang i en ny form for hverdag – hjemmeundervisning og hjemmepasning af tre skolebørn og ét børnehavebarn kombineret med hjemmearbejde.

Vi kommer hinanden ved herhjemme inden for hjemmets fire vægge. Det kan jeg godt lide. Jeg har savnet det nærvær og den ro, der er ved at indfinde sig her. Der er en enkelthed i hverdagen, som giver tid til hinanden.

Og samtidig er jeg smerteligt bevidst om, at det har sin pris, både samfundsøkonomisk, for erhvervsdrivende, der må lukke og slukke, og sundhedsmæssigt, hvor det mest af alt lige nu føles som at stå og vente ængsteligt på orkanens hærgen.

Og hvad skal jeg stille op med den uro, der vokser indeni? Uroen over at skulle arbejde uden at kunne være i kirken? Angsten for det, der kommer? Uvisheden over, hvor galt det kommer til at gå? Vil det gå ud over mine kære, mine forældre, vores familie, vores venner, deres familier? Eller har vi som samfund lukket ned i tide, så det ikke når at gå så galt?

Jeg læste en tekst af en klog mand i går. Han hedder Svend Brinkmann. Han oplever også uro og angst i forbindelse med den situation vores samfund og hele verden står i lige nu. Og hans gode råd er bl.a. disse:

1: Husk på at det ikke er farligt at være bange. Tal med andre om din frygt.

2: Skab struktur i den nye hverdag gennem ritualer og rutiner. Og begræns nyhedsforbruget til sidst på dagen.

3: Brug din krop og dine hænder. Gå en tur, vær kreativ, gå i haven, gør rent!

4: Lyt til musik, læs, se film, alt sammen fordi det afleder tankerne og giver sindet ro.

5: Få din søvn og hav faste sove- og stå-op-tider.

6: Bevar din kritiske sans, vær opmærksom på hvor informationer stammer fra.

7: Vær tålmodig. Husk at det går over.

8: Giv kys og kram. Vi skal undgå kropskontakt med folk derude, men ens børn må få kram i massevis og ægtefællen/kæresten gælder det bare om at kysse løs på!

Tak til Svend for gode råd og god dag til alle i corona-land