10. maj 2020

ANGSTEN & FORVENTNINGENS GLÆDE

I torsdags d. 7. maj 2020 kom den besked, som mange har håbet på længe. Regeringen mener, at det nu er forsvarligt at begynde en kontrolleret og sundhedsmæssig forsvarlig genåbning af Folkekirken fra d. 18. maj. I den kommende uge skal kirker og trossamfund i sektorpartnerskab aftale, hvordan vi kan åbne sundhedsmæssigt forsvarligt. I mens må vi vente i spænding og med en smule angst i maven.

Jeg har en fornemmelse af, at jeg ikke er den eneste, der sidder med en glæde over, at samfundet langsomt åbner op igen, og frihedsfølelsen sniger sig ind på mig, men samtidig vokser angsten også. Bliver der nu åbnet for meget op på en gang? Glemmer vi langsomt afstand og afspritning i takt med åbningen, selvom den er betinget af, at vi stadig husker det? Og ikke mindst – hvordan går det med åbningen af kirken? Smitten skulle sprede sig mere, når vi synger – og hvad er en gudstjeneste uden salmesang? Skal vi udelade nadveren for en tid? Spørgsmålene er mange, og svarene få for nu.

For nu må vi vente på, at vi får de praktiske spørgsmål besvaret i den kommende uge, og lade de sjælelige spørgsmål hvile i den kærlighed som kommer fra Gud, og bede om, at Vorherre vil skænke mod og tro i denne underlige tid.

JOBS BØN

Herre,
jeg var der ikke, da jorden blev grundlagt.
Jeg så ikke, hvordan alt vandet fik sin plads,
dødens porte blev rejst uden mit vidende.
Hagl og uvejr kommer fra et sted, jeg ikke kender.
Vinden blæser over ørkener, som tørstede før mig.
Herre,
jorden skælver, vandet stiger,
uvejr hærger, vinden tørrer
og døden lægger øde.
Jeg forstår ikke noget af det,
og kan kun bede dig, Herre,
om at klæde mig i mod og tro
så vil jeg selv spænde bæltet
og rette mig imod vinden,
mens jeg spejder efter åben himmel.


3. maj 2020

”Lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”

I år er det 75 år siden, at Danmark atter var frit efter Tysklands besættelse under 2. verdenskrig. I morgen aften mindes vi befrielsen med at sætte stearinlys i vinduerne. Danskerne hev i spontan glæde mørklægningsgardinerne ned, så lyset endelig kunne komme ud i verden igen.

Officielt fejres befrielsen først d. 5. maj, idet det først var kl. 8.00 denne morgen, at den tyske kapitulation trådte endeligt i kraft. Vi vil på opfordring af biskopperne flage, samt udvide morgen – og aftenringningen med 15 minutter d. 5. maj.

75-året skulle have været fejret overalt i Danmark med festlige gudstjenester, som vi desværre ikke kan fejre sammen i øjeblikket. Jeg synes, vi – sammen og på afstand – skal sætte lys i vinduerne om aftenen d. 4. maj som en vigtig markering af befrielsen, men også som et symbol på vores fællesskab i dag.

Lyset er både et symbol for frihed og håb, og derfor giver det særlig mening i år, hvor mange af os sidder derhjemme og håber på, at vi snart kan samles frit og nyde fællesskabet. Lad os tænde lys for hinanden til opmuntring og trøst i denne svære tid, hvor vi alle på forskellig vis er ramte af coronavirussens indtog i Danmark.

Lad os med Luthers ord bede sammen
Kære Gud,
und os fred i hjertet
og sindsro i kampen mod det onde,
så vi ikke alene holder ud og sejrer til sidst,
men også finder fred midt i kampen og uroen,
så vi kan takke og love dig
og ikke bliver utålmodige
i forhold til din guddommelige vilje,
sådan at freden i vores hjerter
får overtaget
så at vi ikke i utålmodighed
foretager os noget hverken imod dig, vor Gud
eller imod mennesker,
men tværtimod forholder os stille og fredeligt
både over for Gud og mennesker
indtil den endegyldige og evige fred kommer.
Amen.


27. april 2020

I sidste uge blev jeg spurgt, om jeg ville skrive lidt om at være præst på vej tilbage fra barsel under corona. Artiklen kan læses på Haderslev Stifts hjemmeside via nedenstående link.

www.haderslevstift.dk/aktuelt/nyheder/nyhedsarkiv-2020/7-doegn-som-praest-under-corona-tilbage-fra-barsel


29. marts 2020

I denne uge løb jeg tør for ord. Der var ikke rigtigt noget at komme efter. Ingen ord kom frem på papiret, som de ellers plejer at gøre.

Allerede mandag eftermiddag blev modløsheden ligesom slået fast med syvtommerssøm: Statsministeren holdt pressemøde og forlængede den nuværende nedlukning af Danmark til og med den 13. april.

Og også børnene fornemmede det og reagerede med konflikter og skænderier ved udsigten til lang tid endnu uden venner, naboer og den øvrige families selskab.

Statsministerens udmelding var hverken uventet eller forkert, og alligevel var den svær at sluge.

Så midt i ugen, da børnene var lagt i seng og min kære mand var optaget af corona-fitness-træning på stuegulvet, sad jeg og samlede på gode ord fra de mange præster, der for tiden lægger ting op på nettet. Og jeg faldt over en, der talte om ordene ”hver dag har nok i sin plage”.

Det er ord, som Jesus udtalte for længe siden. Og det er ord, der egentligt betyder: Lad i morgen passe sig selv! – og giv så dig selv lov til at være til stede lige nu og her.

Der er nok at bekymre sig om lige nu: Hvor mange bliver syge? Hvor mange mister job og måske også hjem? Hvad er det for et Danmark vi står tilbage med, når denne undtagelsestilstand er overstået? Hvordan kommer det til at gå med verdens-økonomien?

Og ind i alt det lyder ordene fra Jesus: ”Hver dag har nok i sin plage.” Og det har han jo ganske ret i – det er helt tydeligt lige nu!

Ordene fra Jesus er en måde at sætte os fri af bekymringernes spændetrøje. Han pegede på muligheden for at lade i morgen være i morgen og så i stedet være til stede lige nu.

Og der har nok aldrig været et bedre tidspunkt at øve os i det end lige nu, hvor vores hverdag og liv er sat på pause!

Vi kan ikke lægge en eneste dag til vores liv ved at bekymre os, tværtimod. Men vi kan øve os i at være tilstede her og nu i en tid, hvor omsorg og nærvær er i meget høj kurs.

Så ring til en du kender, som du ved sidder alene. Eller send et brev. Eller lad børnene klippe gækkebreve til bedsteforældrene. Hvad som helst, der kan sætte fokus på tiden lige nu og som kan gavne lige nu.

Og giv så slip og lad myndighederne om at bekymre sig – bare for en stund – så livet stadig kan sprudle og flyde over med glæde og nærvær. For det har vi også brug for.

Kærlig hilsen Anette.


22. marts 2020

Så blev det søndag. I dag har vi hejst flaget i vores flagstang ude i forhaven. Det gør godt at markere glæden. At insistere på de gode ting, selv om dagene også rummer længsel efter familie og venner, længsel efter frihed til at gøre hvad man vil og uro over hvad fremtiden bringer.

Når ikke arbejde og hjemmeundervisning har fyldt det hele, så har vi været i haven. Vinterens tørre grene er klippet ned. Persille og spinat er sået udenfor, andre ting er sået i varmen indendørs og spirer snart frem. Planterne er ved at vågne. Foråret bryder frem. Og rabarberne er kommet op!

Jeg gik udenfor i går og lagde spinatfrøene i jorden på en lille, varm plet. Tænk sig, at sådan et lille frø kan rumme så meget! Og så gik jeg og tænkte på, at det er paradoksalt som naturen vågner lige nu, hvor samfundet samtidig lukker ned.

Apropos de små frø, der er sået i jorden, så kan troen måske sammenlignes med dem. De ligger der, skjult for verden, gemt væk fra himlens stjerner, og spirer. Det er ikke en præstation, det er ikke en opvisning. Det er blot liv, der vokser og gror på trods af mørke og kulde og isolation.

At have en tro som et lille frø, det er at være i det, der er. Det er at være i livets barske natur, at være midt i foråret, at være ene, at føle kulde og mørke og så alligevel give plads til livet. At leve med at være et lille menneske midt i den store sammenhæng.

Vores opgave er kærlighed. Vores hænder kan få vores planet til at emme af kærlighed. Selv om vi må være på afstand af hinanden.

Lige nu tager isolation og ensomhed mere plads, end vi er vandt til. Vi er midt i livets barske natur, hvor forårets solstråler alligevel kræver deres ret og kæmper sig indenfor.

Verden er lige nu præget af uvished og frygt. Og selv midt i det, oplever vi sang fra altaner og hjælpende hænder til dem, der trænger.

Glæden og troen på Gud og på det gode er som frøet i jorden; det spirer frem også på de mest forbavsende og ufremkommelige steder.

Kærlig hilsen Anette.


18. marts 2020

GODFORMIDDAG DERUDE

Dagene ruller forbi, hver med sine nye corona-meldinger og nye tiltag at forholde sig til. Det synes endeløst.

Tålmodigheden bliver sat på prøve i huse med mange mennesker afskåret fra den almindelige dagligdag. Kærligheden bliver sat på prøve.

Overbærenheden bliver sat på prøve.
Glæden bliver sat på prøve.

En bøn kan for nogle være til hjælp. Den kunne lyde sådan her:

Herre, hjælp mig med at søge,
ikke så meget at blive trøstet som selv at trøste,
ikke så meget at blive forstået, som selv at forstå,
ikke så meget at blive elsket, som selv at elske.

Pas på hinanden. Kh Anette.


16. marts 2020

Kære Bredsten.

Jeg sidder hjemme på Fyn pga. situationen. Min tlf. er som altid åben for samtaler. Her er lidt skriblerier fra skrivebordet. Pas godt på hinanden.

Kærlig hilsen Anette præst

MIDT I EN CORONA-TID

Så blev mandagen sparket igang i en ny form for hverdag – hjemmeundervisning og hjemmepasning af tre skolebørn og ét børnehavebarn kombineret med hjemmearbejde.

Vi kommer hinanden ved herhjemme inden for hjemmets fire vægge. Det kan jeg godt lide. Jeg har savnet det nærvær og den ro, der er ved at indfinde sig her. Der er en enkelthed i hverdagen, som giver tid til hinanden.

Og samtidig er jeg smerteligt bevidst om, at det har sin pris, både samfundsøkonomisk, for erhvervsdrivende, der må lukke og slukke, og sundhedsmæssigt, hvor det mest af alt lige nu føles som at stå og vente ængsteligt på orkanens hærgen.

Og hvad skal jeg stille op med den uro, der vokser indeni? Uroen over at skulle arbejde uden at kunne være i kirken? Angsten for det, der kommer? Uvisheden over, hvor galt det kommer til at gå? Vil det gå ud over mine kære, mine forældre, vores familie, vores venner, deres familier? Eller har vi som samfund lukket ned i tide, så det ikke når at gå så galt?

Jeg læste en tekst af en klog mand i går. Han hedder Svend Brinkmann. Han oplever også uro og angst i forbindelse med den situation vores samfund og hele verden står i lige nu. Og hans gode råd er bl.a. disse:

1: Husk på at det ikke er farligt at være bange. Tal med andre om din frygt.

2: Skab struktur i den nye hverdag gennem ritualer og rutiner. Og begræns nyhedsforbruget til sidst på dagen.

3: Brug din krop og dine hænder. Gå en tur, vær kreativ, gå i haven, gør rent!

4: Lyt til musik, læs, se film, alt sammen fordi det afleder tankerne og giver sindet ro.

5: Få din søvn og hav faste sove- og stå-op-tider.

6: Bevar din kritiske sans, vær opmærksom på hvor informationer stammer fra.

7: Vær tålmodig. Husk at det går over.

8: Giv kys og kram. Vi skal undgå kropskontakt med folk derude, men ens børn må få kram i massevis og ægtefællen/kæresten gælder det bare om at kysse løs på!

Tak til Svend for gode råd og god dag til alle i corona-land